En velfungerende og innovativ infrastruktur giver flere adgang til informations- og kommunikationsteknologi. Det er rygraden i et moderne samfund og er derudover en del af FN’s Verdensmål nr. 9. Intelligent udvikling og brug af fiberteknologi hjælper afgørende på vej mod målet
”Fiber er en del af nøglen, når vi skal skaffe større båndbredde og fleksibilitet til alle de nye teknologier og måder at kommunikere og samarbejde på, der er lige om hjørnet,” fastslår Claus Rønne, Vice President i Hans Følsgaard A/S. ”I private boliger kræver internet, streaming og tv-teknologier som 4K og snart 8K, at der er plads til signalerne. Det samme gælder virksomheder, der behandler støt stigende datamængder og store mængder film og billeder. Oven i det hele sætter 5G yderligere fart på udviklingen.”
Med introduktionen af 5G bliver hastigheden ikke alene sat op, selv om det er det, mange har fokuseret på. Det vigtigste bliver, at reaktionstiden – latency – bliver dramatisk reduceret, og det er nødvendigt med den fremtidige udbredelse af områder som telemedicin, overvågning og førerløse køretøjer, hvor data i realtid er et krav. Alt dette kræver en rygrad af fiber, som med sin overlegne teknologi kan bidrage til at accelerere udviklingen.
Næste niveau i fiberteknologi og -indkøb Fiberkabler er i dag en moden teknologi, som for længst har bevist sit værd som ’motorvej’ i moderne infrastruktur. Det betyder også, at indkøbere og projektledere ikke længere udelukkende ser på prisen pr. løbende meter, men på det samlede regnestykke for indkøb, installation, livslængde, performance og meget mere. Vice President Claus Rønne fortæller, at markedets aktører heldigvis er blevet mere åbne for at diskutere TCO, når det gælder fiber:
”Hvor meget koster hele installationen? Dét er det springende punkt. Skal kablerne blæses langt eller kort? Skal installationen færdiggøres inden for en meget stram tidsplan? Har vi fine, lige rør, eller har rørene sving og svaj undervejs? Alt det og meget mere indgår i den konkrete rådgivning. Mange operatører har faste koncepter, når de skal rulle fiber ud, og det skal der naturligvis tages højde for, men der er i dag stor lydhørhed over for argumenterne om at medtage alle faktorer i regnestykket.”
Hos Hans Følsgaard A/S har man taget den teknologiske udfordring op ved at satse på både interne og eksterne ressourcer i udviklingen af fiberteknologi og infrastruktur. Internt med ansættelsen af ingeniører med specialistviden inden for hhv. plastteknologi og lyslederteknologi. Eksternt gennem et tæt samarbejde med en af de førende fiberkabelproducenter i Kina.
ISO-certificering og sporbarhed giver tryghed Udviklingen af verdens mindste blæsekabel – HF FiberCORETM – er et godt eksempel på, hvordan et tæt partnerskab kan gavne teknologien. Resultatet af samarbejdet er en fordobling af mængden af fiber i hvert blæsekabel, og det er et teknologisk tigerspring, der har afgørende betydning for projektering, tidsforbrug og installation, når fiberkablet skal i jorden.
”Det kræver volumen, tonnage og stram styring at få produceret på den anden side af jorden, men hvis man er ’klædt på’ til det, kan det ske trygt og effektivt,” siger Claus Rønne og fortsætter: ”Vi er for eksempel ISO-certificerede og kører efter en række faste procedurer og omfattende kvalitetsstyring. Og vores producent kan levere med fuld sporbarhed, så vi kender alle detaljer på hver enkelt tromle med fiber.”
Kvalitetskontrollen af fiberen omfatter blandt andet inspektion af indkøbsordrer, dokumentation og testrapporter, så der er hånd i hanke med kvaliteten. Claus Rønne understreger vigtigheden af en ubrudt kæde, hvis man vil være tryg ved, at de leverede produkter også i sidste ende kan yde det, der bliver lovet.
Instruktionsvideo tilgængelig på pladsen
Hvis fiberkablerne i sidste ende skal blive til velfungerende og innovativ infrastruktur og dermed leve op til Verdensmål nummer 9, skal de ikke alene udvikles og produceres optimalt, men også installeres korrekt og lægges i jorden efter forskrifterne. Den sidste del af processen afhænger af installatørerne, og her har Hans Følsgaard A/S taget et initiativ, der måske kan inspirere andre.
Claus Rønne forklarer: ”På hver tromle anbringer vi QR-kode, der linker til relevante instruktionsfilm for netop det aktuelle produkt. Så kan folkene på pladsen se en sidste gang, hvordan produktet installeres optimalt. Det er vores erfaring, at det er vigtigt at følge produktet til dørs og på den måde sikre, at installationen er korrekt, og levetiden for installationen bliver længst mulig. Igen: Det handler om det totale regnestykke.”
Optimering af produktets design, produktionen af det, transport og optimal installation er alt sammen del af en kæde, hvor der kan spares både tid, omkostninger og spild af materialer til etablering af fremtidens infrastruktur. Det stemmer godt overens med ånden i FN’s Verdensmål.
Fiber bygger bro i den digitale verden Produktudviklere som Hans Følsgaard A/S opbygger ikke selv fibernetværk og leverer heller ikke indhold til dem, når de er installeret. Til gengæld ved man noget om selve kablet, og hvordan det kan designes med de bedst mulige egenskaber. Filosofien er, at fiberkablerne skal bygge bro i den digitale verden og få endusere og operatører til at mødes og interagere.
”Vi har været stolte over at bidrage til den teknologiske udvikling med stadigt flere fibre i hvert rør og stadigt længere indblæsning, der kan mindske forbruget af timer og gøre indgrebet i omgivelserne mindre,” fastslår Claus, Vice President hos Hans Følsgaard A/S. ”Det tætte partnerskab med vores producenter har bidraget til, at vi har realiseret vores visioner og skubbet udviklingen i digital infrastruktur fremad.”
Afslutningsvis understreger Claus Rønne, at vi ikke må glemme, at det er mennesker, der står bag udviklingen fra udvælgelsen af materialer over avanceret lyslederteknologi til udvikling af kommercielle produkter: ” Teknologien kommer ikke af sig selv, men drives frem af kompetente specialister, der ser muligheder. Derfor hører rekruttering af skarpe hjerner også med i billedet.”
”Fiber er en del af nøglen, når vi skal skaffe større båndbredde og fleksibilitet til alle de nye teknologier og måder at kommunikere og samarbejde på, der er lige om hjørnet” Claus Rønne, Vice President, Hans Følsgaard A/S