Bliv kontaktet
Mitsubishi har tilføjet en såkaldt SCM-teknologi (smart condition monitoring) – hvilket i praksis er en Ethernet-forbindelse i deres FR-A800-E inverterfamilie.
Hvis der findes et ”spøgelse i maskinen” inden for proces- og automationsanlæg, så er det dét gespenst, som medfører downtime. Uplanlagte nedbrud og stilstand af linierne er tabu i dagens anlæg, da der et klart lighedstegn mellem driftsstop og tabt omsætning for virksomhederne. Af samme årsag bliver ”preventative maintenance” – forebyggende vedligehold – et stadigt mere betydningsfuld parameter, og en detaljeret monitering af anlægskomponenterne er derfor vigtig, dog uden at det giver en kompleks brugerflade, for overskueligheden må ikke gå tabt.
Mitsubishi, der er et meget vigtigt agentur i Hans Følsgaard A/S’ program, har med deres nyeste FR-A800-E tilført en Ethernet-kommunikation i den populære inverter-familie. Kommunikationen er ledsaget af en såkaldt SCM-teknologi (smart condition monitoring), som på en ukompliceret måde videregiver vitale data om inverter og det tilsluttede drev til operatøren i en fin plug-and-play løsning, Det giver netop det nødvendige overblik uden øget kompleksitet for operatørerne.
FR-A800-E er foruden Ethernet-kommunikation blevet udstyret med en FAG Smartcheck vibrationssensor fra Mitsubishis e-Factory Alliance partner, Schaeffer. Sammenkoblet med en PLC-funktion i inverteren giver det en kombineret styrings- og moniteringsløsning, som med rød, gul eller grøn statusindiskation fortæller operatøren, om alt er godt i drevet, eller der er behov for service eller anden opmærksomhed.
Kombinationen af en lille embedded server via PLC’en, en overvågningsfunktion og muligheden for kommunikation via Ethernet er endnu ganske enestående inden for automationssystemer, og det eliminerer behovet for en separat controller i en motorstyringsapplikation. Sensorerne monteres på de pumper, ventilatorer eller motorer, man vil overvåge, og enhver utilsigtet ubalance, cavitation, manglende smøring eller lignende mekaniske unøjagtigheder vil blive overført til serveren i FR-A800-E inverteren. En PoE-funktion (Power-over-Ethernet) i inverteren gør det muligt at strømforsyne to Smartcheck-vibrationssensorer, så fortrådning bliver særdeles ukompliceret.
Der er en ”sladrehank” indbygget i form af en skærm på FR-A800-E, men ellers kan data videregives til enten et GOT2000-operatørpanel fra Mitsubishi eller til operatørens smartphone eller tablet via Ethernet-kommunikationen. Monitering og parameterisering via mobilen sker i en display-form, der er tilpasset mobilmiljøet, så overskueligheden er maksimal.